lørdag den 4. april 2009

Havgus på Vestkysten

Ja, vi befinder os på Vestkysten. Pludselig kommer havgusen snigende over klitten og nærmest bølger ned over campingpladsen. Vi mærker det ved, at det pludseligt bliver meget koldere - og vi kan end ikke se de 100 meter til klitten og vandet. Alt er ligesom i en grå tæt dyne. Sådan oplevede vi det idag på Vestkysten, hvor dagen startede med fint og varmt vejr, for så at slutte med langt køligere vejr. Det er typisk, at vejret skifter brat og barskt - men det fascinerer at være på "camping i første klitrække" og kunne høre Vesterhavet.
Mens det trak sammen ude lokkede badelandet indenfor med tyrkisblåt vand, varme og afslapning. Idag var nemlig også dagen, hvor badelandet blev åbnet, helt præcist kl. 07.00 og de første morgensvømmere kunne "springe i" til det, de bagefter beskrev som "den perfekte måde at starte dagen på". Morgensvømningen fortsætter på opfordring igen hele sæsonen igennem og der vil være en kop kaffe til de morgenfriske.