søndag den 1. november 2009

Vintercampisterne hygger sig i Ajstrup

Vinterstemningen er nu så småt ved at indfinde sig på den forreste og vinteråbne del af Ajstrup Strand Camping. Dejligt ser det ud, for der er flere af vognene, der stadig har græskar ude foran og der er rejst vinterfortelte, selvom mange dog rykker helt ind i vognene, når de nye campingblade, som uddeles til vintercampisterne skal studeres.
Desuden er der gæster i flere af hytterne, ligesom servicebygning Syd er fuldt åbent hele vinteren igennem.

For der er mange, der synes, at livet som vintercampist bestemt ikke er det værste, man har...

Alt efter temperament, er der nemlig mange måder at starte dagen på. Det kan være den klassiske med at gå til butikken på campingpladsen og hente frisk morgenbrød og dagens avis, som campingpladsen fortsat fører vinteren igennem.
Dette giver ofte anledning til en lille sludder, også med områdets gæster, der ofte benytter butikken. Blandt sommerhusområdets gæster fortæller flere, at de også vinterbader ved stranden neden for Ajstrup - men inden da kommer de ind og henter morgenbrød. Hvem ville ikke også trænge til det efter sådan et koldt gys?

Men morgenen kan også bruges til en tur med vovsen langs den smukke Ajstrup Strand - der er så smukt og stille og roligt, at man kan samle tankerne og lade op til ugens komme. Jævnligt kommer dog den blå bus Kystruten forbi, der troligt kører frem og tilbage til Århus centrum.

Og bliver man sulten efter gåturene, så er den gode madoplevelse uden at køre for langt lige om hjørnet. Et oplagt valg er den kendte Norsminde Kro, de kører med lokale retter, hvori også grøntsager dyrket her i Ajstrup indgår. Er man til den nemme løsning, er det lokale Pizzeria i Malling dog også et godt bud.

Og inden man ser sig om er endnu en weekend som vintercampist omme - det er godt, der ikke er så længe til det snart er weekend igen!

Vil du vide mere om Vintercamping i Ajstrup, så se www.ajstrupcamping.dk