søndag den 7. februar 2010

Torskegilde samler vintercampisterne

Vintermånederne med -r er fiskemåneder, mener man på Hampen Sø Camping og det levede man op til, da der lørdag d. 6. februar blev afholdt det traditionelle Torskegilde. Synet af kokkens friske torsk vidnede om, at det var den ægte vare.

Som det blev sagt indledningsvis - det er koldt derude for tiden - på flere måder, så derfor var det dejligt at kunne rykke sammen inde i varmen - også på flere måder.

Den særlige stemning, som er kendetegnet for arrangementerne, som er "helt ude i Hampen", indfandt sig da over et halvt hundrede campister stemte i med huspianisten til årstidens sange.

"Det er hvidt herude, kyndelmisse slår sin knude..." passer virkelig til lejligheden, når man sidder lunt indendøre og ser ud på sneen kun afbrudt af de brændende bålfade, der var sat op til lejligheden.

Torsken blev hevet i land, og sat til livs med masser af krads fiskesennep - sådan skal det være.

Derpå var der en drømmedessert og tid til musik og en eller flere svingom.

Vi takker alle vintercampister for godt humør og en dejlig varm stemning til årets torskegilde.

PS: Næste vintercampingarrangement på Hampen Sø Camping finder sted d. lørdag d. 13. marts, hvor der er "Gammeldags gule ærter" for fuld udblæsning. Velbekomme!