tirsdag den 31. marts 2009

Green, green grass at home...

Sådan lyder en gammel "evergreen" og i disse travle dage op til åbningen af Mitte, Nordsø og Ajstrup kommer vi til at tænke på den. Målet er "grønt græs som på en golfbane" og midlet er GØDNING, som vi spreder ud fra jordbundsprøver for at få flot og tæt græs på pladserne! Og det går stærkt! På torsdag spreder vi gødning på Nordsø - et helt tons - så der bliver også noget at slå.
I Hampen, kører traktoren allerede rundt og på den sidder lokale Nisse fra Mosegaarden: "Ja, det er flot, at man tænker så langt. Det må være rart at komme som campist her helt ud i Hampen og se, at man har gjort sig så umage med at få skabt baggrunden for et dejligt ophold" lyder det fra Nisse på den midtjyske hedejord. På Ajstrup er det til gengæld gammel mosejord, så der er det i forvejen fugtigt - og græsset gror ganske pænt endda!